
Kort fortalt
Danmark er både et demokrati og et velfærdssamfund. Derfor har borgerne en række rettigheder. Der er demokratiske rettigheder, som består af politiske rettigheder og frihedsrettigheder. Der er også sociale rettigheder. Til gengæld har borgerne også pligter, bl.a. til at betale skat og til at forsvare landet.
De politiske rettigheder handler bl.a. om at kunne stemme ved valg og stille op som kandidat, fx til Folketinget eller kommunalbestyrelsen. Frihedsrettighederne er bl.a. religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed. Man må fx sige sin mening, mødes og demonstrere eller starte en forening med et lovligt formål uden først at spørge myndighederne om lov.
Sociale rettigheder betyder, at man kan få hjælp, hvis man har brug for det. Det kan fx være gratis hjælp fra lægen, når man er syg, eller penge, hvis man ikke selv kan forsørge sig. Alle har pligt til at betale skat af deres indtægter. Det gælder ikke kun løn, men fx også SU, mange sociale ydelser, renter og gevinst ved salg af aktier. Nogle gange skal man også betale skat af en gave.
Mænd og kvinder over 18 år med dansk statsborgerskab har værnepligt. Indtil 1. juli 2025 gjaldt pligten kun for mænd. De unge bliver automatisk indkaldt til Forsvarets Dag, hvor de bliver testet og undersøgt. Normalt bliver cirka halvdelen vurderet egnede til militærtjeneste. Alle trækker et lodnummer, som bruges, hvis der ikke melder sig frivillige nok.
Den, der aftjener værnepligt frivilligt, kan vælge mellem Forsvaret, hvor tjenesten normalt varer 11 måneder, og Beredskabsstyrelsen, hvor den normalt varer ni måneder. Den, der bliver tvunget til værnepligt, men nægter begge dele, kan søge om at blive militærnægter og fx arbejde i en offentlig institution eller en nødhjælpsorganisation. Der er langt færre værnepligtige i dag end i 1970, men i 2024 blev det besluttet, at tallet skal op på 7.500.
Det skal du huske
- Borgerne har demokratiske rettigheder (politiske rettigheder og frihedsrettigheder) og sociale rettigheder. side 89
- Retten til at stemme og til at stille op ved valg er politiske rettigheder. side 89
- Religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed er frihedsrettigheder. side 89
- To af borgernes pligter er skattepligt og værnepligt. side 89
- Man skal betale skat af sine indtægter, også af fx SU og mange sociale ydelser. side 90
- Mænd og kvinder over 18 år med dansk statsborgerskab har værnepligt, men før 1. juli 2025 gjaldt det kun mænd. side 90
- I Beredskabsstyrelsen varer værnepligt normalt ni måneder, mens den i Forsvaret normalt varer 11 måneder. side 90
- Man kan søge om at aftjene værnepligt som militærnægter, fx i en offentlig institution. side 90
Ord at kende
- rettighed
- Noget, man har lov til eller krav på.
- pligt
- Noget, man skal gøre.
- værnepligt
- Pligten til at hjælpe med at forsvare landet, fx som soldat.
- skattepligt
- Pligten til at give en del af sine indtægter til staten og kommunen.
- opstille
- At stille sig frem som kandidat, så andre kan stemme på en ved et valg.
- ytringsfrihed
- Friheden til at sige og skrive sin mening.
- forsamlingsfrihed
- Friheden til at mødes med andre, også for at demonstrere.
- foreningsfrihed
- Friheden til at starte en forening, hvis formålet er lovligt.
- ydelse
- Penge eller hjælp, som man får fra det offentlige.
- aktie
- En lille del af et firma, som man kan købe og sælge.
- egnet
- God nok eller passende til en bestemt opgave.
- militærnægter
- En person, der ikke vil være soldat og i stedet laver andet arbejde for samfundet.