Folkestyret i praksis – valg og partier

Frie og hemmelige valg er en af de vigtigste dele af et demokrati. I Danmark vælger borgerne politikere på fire niveauer: kommunalbestyrelsen (lokalt), regionsrådet (regionalt), Folketinget (nationalt) og Europa-Parlamentet (EU). Nogle gange holder man også en folkeafstemning om en konkret sag, fx valgretsalderen, eller om Danmark skal give noget af sin selvbestemmelse (suverænitet) til et internationalt organ. Danmarks medlemskab af EU er det vigtigste eksempel på sådan en overdragelse.

Statsministeren bestemmer, hvornår der skal være folketingsvalg. Der må dog højst gå fire år mellem to valg, og ofte kommer valget før. For at stemme til Folketinget skal man være dansk statsborger, være fyldt 18 år og bo fast i Danmark, i Grønland eller på Færøerne. Ingen har pligt til at stemme, men normalt stemmer cirka 85 procent ved folketingsvalg. Det er højt i forhold til mange andre lande. Folketinget har 179 medlemmer: 175 fra Danmark, to fra Færøerne og to fra Grønland. Ved valget i 2026 blev 49 procent af de valgte kvinder.

Valg til kommunalbestyrelser og regionsråd holdes på samme tid hvert fjerde år. Her skal man også være fyldt 18 år, men man behøver ikke være dansk statsborger. Borgere fra et andet EU-land, Norge eller Island med fast bopæl i Danmark må stemme. Det må andre udlændinge også, hvis de har boet fast i Danmark de sidste fire år før valgdagen. Der er 98 kommuner, og antallet af medlemmer i kommunalbestyrelsen er forskelligt fra kommune til kommune. Ofte stiller der også lokale partier op, som kun deltager i valget i én kommune og ikke stiller op til Folketinget. Hver region har et regionsråd, og regionsrådenes vigtigste opgave er sygehusene. Til Europa-Parlamentet er der valg hvert femte år. Her kan EU-borgere, der er fyldt 18 år, stemme, og Danmark vælger 15 medlemmer.

Et par dage før valget kommer der et valgkort med posten. Det viser, at man har ret til at stemme, og hvor og hvornår man kan gøre det, fx på en skole eller et rådhus. Har man glemt valgkortet, kan man stadig stemme, hvis man viser legitimation. På valgstedet får man en stemmeseddel og sætter et kryds ved et parti eller ved en kandidat. Ingen andre må se, hvad man stemmer på. Enkelte afleverer en seddel uden kryds, ofte som protest. Det hedder at stemme blankt. Man kan også brevstemme før valgdagen, i hele landet og på danske repræsentationer i udlandet.

Et politisk parti er en forening, som arbejder for et politisk program og stiller kandidater op til valg. Alle kan blive medlem, og foreningsfriheden sikrer, at myndighederne ikke kan blande sig i ens valg af parti. Medlemmerne betaler som regel kontingent, og partierne får også penge fra staten efter, hvor mange stemmer de får. Medlemmerne bestemmer, hvem der skal være partiets kandidater. Langt de fleste medlemmer af Folketinget tilhører et parti, men man kan også stille op uden parti. En politiker, som forlader sit parti, kan blive i Folketinget, fx som løsgænger.

Borgerne kan også påvirke politik på andre måder. Mange er medlem af en interesseorganisation, fx en fagforening eller en patientforening. De store organisationer er tit i dialog med politikere og embedsmænd for at få indflydelse. Græsrodsbevægelser er mindre formelle, og deres styrke kommer fra deltagerne. De samler oftest underskrifter ind, men holder også nogle gange demonstrationer. I Danmark må man gerne demonstrere uden tilladelse, men politiet skal have besked før optog og møder på veje. Man kan også skrive læserbreve, kontakte medierne eller debattere på internettet. Politikerne bruger selv mere og mere sociale medier som Facebook og X.